De_lokale

De lokale frugtleverandører

Brænderiets egen produktion af frugt finder sted på tre forskellige lokaliteter.


Enghavens frugthave

I det omfang vi ikke selv kan levere de nødvendige frugter for produktionen får vi dem leveret fra 3 mindre lokale frugtavlere, der bl.a. kan levere gamle danske æblesorter

Søby frugtplantage

Søby frugtplantage blev påbegyndt i 1986, hvor de første træer blev plantet. Søby Frugtplantage indeholder både nye og gamle frugtsorter. Bl.a. avles gamle sorter som Filippa, Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Boskoop og Gråsten. Senest er der i 2001 plantet pæretræer af bl.a. Clara Friis og Concorde.

Sauers Frugtplantage

Familien Sauer har de sidste 60 år passet og plejet den 14 ha store frugtplantage. Monika og Martin Sauer, der ejer frugtplantagen, gør en stor del af arbejdet selv, både når træerne bliver beskåret og æblerne plukket. Hvert æble bliver plukket med hånden, når frugten er klar til at slippe sit tag, og herefter lægges frugten nænsomt i en gammeldags trækasse. Også den efterfølgende sortering sker ved håndkraft, for på den måde slipper frugterne for stød og knubs og bevarer den bedste kvalitet. I dag dyrkes både nye og gamle frugtsorter i Sauers Frugtplantage. Der dyrkes så meget som 23 forskellige æblesorter, hvoraf flere næsten ellers er blevet glemt: Filippa, Gråsten, Ananas og Sommerrød er alle æbler, der smager af gamle dage.


Christian Hansens økologiske frugtplantage

I Christian Hansens frugtplantage er enhver form for sprøjtemiddel strengt forbudt - også de midler der er tilladte til økologisk frugtavl! Christian Hansen har dyrket økologisk siden 1987 på den nuværende ejendom på Norddjursland ved udmundingen af Randers Fjord (Gudenåen) i Kattegat. Målet har været at skabe en produktion af frugt og fjerkræ, der gavner og støtter hinanden gensidigt. Christian dyrker Rød ananas, Aroma, Prima, Vanda, Guldborg, Pigeon, Spartan, Lobo, Ingrid Marie, Bodil Neergård, Belle de Boskop og pæresorterne Grev Moltke, Gråpære, Conferense, von Dante m.fl.

Egen produktion af frugt
De lokale frugtleverandører