Fra Jord til Bord

Brænderiet Enghaven har en drøm og en mission med det vi laver. Vi ønsker at levere produkter af den fineste og bedste kvalitet. Vi vil tilbyde produkter med en enestående smagsoplevelse. En af måderne vi kan sikre dette er ved at være til stede i hele processen ”fra jord til bord”. Vi ved hvad der foregår og holder nøje øje med hvert lille skridt for derved at sikre maksimal smag og aromakoncentration i det endelige produkt.

Vi sikrer bl.a. dette ved, at vi udover frugt fra egen plantage kun benytter frugt fra udvalgte mindre lokale frugtavlere som udgangspunkt for frugtbrændevinen. Derved sikrer vi os bl.a., at frugten bliver plukket på det optimale tidspunkt i forhold til smag og sukkerkoncentration.

.

Vi fokuserer på det gode håndværk, en høj hygiejnestandard og sporbarhed gennem processerne. For os er kvalitet vigtigere end kvantitet. Efter frugten er kommet i hus håndsorterer, håndvasker og moser vi frugten. Der tilsættes intet andet end gær for at starte den gæringen af frugten som i sidste ende fører til udvikling af alkohol. På denne måde sikrer vi en så høj naturlig aromakoncentration som muligt i modsætning til lignende produkter, hvor der er tilsat sukker. Tilsætning af sukker er en ofte anvendt teknik med det formål at opnå mere alkohol på råvarer, der er meget billigere end dansk frugt.

Efter destillation af den færdiggærede frugt fortynder vi destillatet til den ønskede alkoholstyrke. Vi benytter naturligvis eget naturligt springende kildevand fra Enghaven til denne fortynding. Herefter er frugtbrændevinen klar til lagring, filtrering og aftapning. Sporbarheden sikrer vi ved at hver enkelt flaske udstyres med en etiket med oplysninger om de væsentligste trin i tilblivelsen af lige nøjagtig denne flaske.

Frugten til brændevine

Æbler er hovedfrugten i Brænderiet Enghavens frugtbrændevine, både fordi æbler giver en fantastisk brændevin, men også fordi Danmarks klima er utroligt velegnet til dyrkning af æbler af høj kvalitet.

Vi ønsker bl.a. at bruge gamle æblesorter som udgangspunkt for brændevinen. Dette skyldes, at disse sorter har nogle meget fine egenskaber. F.eks. bliver træerne med de gamle sorter ikke så let angrebet af sygdomme. Mange af de gamle sorter er aromatiske, med en fin duft og en karakteristisk krydret smag, hvilket er egenskaber, vi ønsker at overføre til frugtbrændevinen. De gamle sorter giver ofte små æbler, hvilket er et plus, da der er mest ”kraft” og aromakoncentration i disse.
Brænderiet bruger kun frugt af egen avl samt frugt fra et par mindre frugtavlere i regionen, der lever op til de standarder for produktion af frugt af høj kvalitet, som vi ønsker. Frugten plukkes med særligt henblik på brænding til brændevin på et tidspunkt, hvor sukkerindhold og aroma er optimalt.

De øvrige frugter og urter, som vi anvender, har også været i Danmark i mange år, og har derfor vist at de egner sig til de danske klimatiske forhold.

Egen produktion af frugt

Brænderiets egen produktion af frugt finder sted på tre forskellige lokaliteter.

Enghavens frugthave
På Enghaven har der altid været en stor frugthave. Tidligere blev æblerne, udover i egen husholdning, anvendt både i eget mosteri og afsat til et lille lokalt mosteri. Fra den gamle frugthave på gården fås bl.a. følgende æblesorter: Belle de Boskoop, Filippa, Gråsten, Pigion samt pærerne Grev Molkte og Clare Friis.

Den gamle frugtplantage i Mellerup
Derudover får vi også frugt fra den gamle frugtplantage i Mellerup, hvor der er træer som er mere end 60 år gamle. Kristian Schrøder, der var udlært gartner, anlagde plantagen på bakken i Mellerup i 1935-1945. Plantagen, der blev etableret med en alsidig blanding af både frugttræer og frugtbuske, fungerede med fuld produktion helt frem til ca. 1980. Frugt og bær blev afsat lokalt, men først og fremmest på torvet i Randers, hvor der hver lørdag kom mange handlende for at afsætte deres produkter.

Frugtplantagen i Sølkær
Vi har nyetableret en frugtplantage i det naturskønne Sølkjær. Sølkjær er at af flere stednavne som refererer til den forhistoriske gård, Sølgården, der før i tiden bl.a. havde sine jorde der, hvor Enghaven i dag har sine jorde.

Vi har etableret æbleplantagen mellem en egeskov og en lille sø. I egeskoven vokser flere af de bær og urter, som vi bruger til smagssætning af en del af brændevinen. I plantagen er der plantet æbletræer af gamle danske sorter. Træerne er plantet i forbandt. Denne beplantningsmåde har været kendt siden romerne. I dette smukke og klassiske mønster står træerne i hver anden række forskudt med en halv afstand. Vi har plantet følgende sorter i æbleplantagen: Ananas Reinet, Bodil Neergård, Bøghs Citronæble, Kongelig kortstilk og Tyrrestrup

De lokale frugtleverandører

Enghavens frugthave
I det omfang vi ikke selv kan levere de nødvendige frugter for produktionen får vi dem leveret fra 3 mindre lokale frugtavlere, der bl.a. kan levere gamle danske æblesorter

Søby frugtplantage
Søby frugtplantage blev påbegyndt i 1986, hvor de første træer blev plantet. Søby Frugtplantage indeholder både nye og gamle frugtsorter. Bl.a. avles gamle sorter som Filippa, Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Boskoop og Gråsten. Senest er der i 2001 plantet pæretræer af bl.a. Clara Friis og Concorde.

Sauers frugtplantage
Familien Sauer har de sidste 60 år passet og plejet den 14 ha store frugtplantage. Monika og Martin Sauer, der ejer frugtplantagen, gør en stor del af arbejdet selv, både når træerne bliver beskåret og æblerne plukket. Hvert æble bliver plukket med hånden, når frugten er klar til at slippe sit tag, og herefter lægges frugten nænsomt i en gammeldags trækasse. Også den efterfølgende sortering sker ved håndkraft, for på den måde slipper frugterne for stød og knubs og bevarer den bedste kvalitet. I dag dyrkes både nye og gamle frugtsorter i Sauers Frugtplantage. Der dyrkes så meget som 23 forskellige æblesorter, hvoraf flere næsten ellers er blevet glemt: Filippa, Gråsten, Ananas og Sommerrød er alle æbler, der smager af gamle dage.

Christian Hansens økologiske grugtplantage
I Christian Hansens frugtplantage er enhver form for sprøjtemiddel strengt forbudt – også de midler der er tilladte til økologisk frugtavl! Christian Hansen har dyrket økologisk siden 1987 på den nuværende ejendom på Norddjursland ved udmundingen af Randers Fjord (Gudenåen) i Kattegat. Målet har været at skabe en produktion af frugt og fjerkræ, der gavner og støtter hinanden gensidigt. Christian dyrker Rød ananas, Aroma, Prima, Vanda, Guldborg, Pigeon, Spartan, Lobo, Ingrid Marie, Bodil Neergård, Belle de Boskop og pæresorterne Grev Moltke, Gråpære, Conferense, von Dante m.fl.

SÅDAN LAVES BRÆNDEVINEN

Få et indblik i, hvordan processen er, når vi laver vores brændevin.

Læs mere